Mellem2gavle

Der opstår løbende nye musikalske samarbejder mellem Fanøs mange udøvere af musik. Mellem2gavle er således en helt dugfrisk sekstet, samlet på den kendte Fanømusiker Peter Uhrbrands initiativ.
Medlemmerne er for hovedpartens vedkommende hjemmehørende på Fanø, men også et par ”udenøs” musikere, saxofonisten m.m. Claus Carlsen og sangeren og violinisten Keike Faltings fra den tyske vadehavsø Föhr, er der blevet plads til. Netop Föhr har Fanø igennem nogle år haft gode musikalske kontakter til, hvilket altså blandt andet nu har udmøntet sig i dette projekt.
Projektet bygger på medlemmernes blandede musikalske bagland, herunder foruden folkemusikken også jazzen. Repertoiret er med deres egne ord et forsøg på ”… at indfange kreativ energi, spilleglæde og inspiration fra forskellige musikalske genrer og landskaber.”
Foruden koncertvirksomhed med dette udgangspunkt kan Mellem2gavle maturligvis med sin lokale forankring levere lydsporet til et frodigt Fanøbal. Derfor kan vi i år præsentere det traditionelle bal fredag i Sønderho med en ny og utraditionel musikalsk lydside.
Velkommen til Peter Uhrbrand (violin, Stroh-violin og cittern), Keike Faltings (sang, violin og oktavviolin), Claus Carlsen (saxofon, basklarinet og fløjte), Kim Holst ( Bas), Niels Houmand (Dobro og diatonisk harmonika) og Ove Søgaard (Klaver).