La Porta Band

Vi har her at gøre med et band der kan se tilbage på næsten 40 år på landevejen. Det blev dannet i 1979 og fik kort tid efter status af husorkester i Johnny Madsens legendariske musikværtshus La Porta i Lemvig, stadig med indehaveren selv som et af medlemmerne. Senere fik Madsen andet at se til, og Carsten Kjær kom til. Endnu senere tiltrådte også J. P. Sonne og Bent Skourup fra Bayous, og således rummer La Porta Band med tillige Jens Ganer nu tre af medlemmerne fra dette forrygende cajunband.
De mange års erfaring fra tusindvis af spilletimer på hundredvis af landets større og mindre spillesteder betyder et helt unikt tæt og swingende sammenspil. Derudover har de gennem årene opbygget et repertoire af en anselig størrelse. Folkemusikkens sande arbejdsmænd, mine damer og herrer.
La Porta Band er først og fremmest et skiffleband med en blanding af Cajun, Ragtime, Country og blues, krydret med jigs og reels og tilsat et stænk hillbilly. Det hele udføres i den helt specielle og personlige ”La Porta swing”. 
Med harmonika, guitar, violin, banjo, bas og ikke mindst Peder Laursens vaskebræt, tilsat J. P. Sonnes og Carsten Kjærs markante sangstemmer sørger La Porta Band for at det stort set bliver umuligt at holde kroppene i ro, når tonerne trænger sig på.