Harmony Glen

På Godtfolk vil vi også gerne udfordre med lidt smæk for skillingen og tilbagestrøget hår. Sidste år klarede Wolfstone den del særdeles stærkt og effektivt, og i år har vi lagt opgaven i hænderne på det hollandske folkrockband Harmony Glen.
Repertoiret er først og fremmest irsk folkemusik, men de viger ikke tilbage fra at krydre med indslag fra andre europæiske traditioner. De betegner selv deres musik som ”Irish Folk Extravaganza”, og det er da sandt for dyden heller ikke tilbageholdenhed der præger gruppens musik og yderst dynamiske sceneoptræden. Deres erklærede mål er at få musik og sceneshow til at fremstå som en samlet stærk og vital enhed, og man må sige at det er lykkedes. Enkelt og direkte udtrykt er der fuldt knald på en koncert med Harmony Glen. Deres optræden er blevet beskrevet som ”a powerhouse of folk”. De er bestemt ikke for sarte ører og stille stunder.
Siden de fandt sammen for 12 år siden, har de turneret flittigt i både Europa og Nordamerika, og kalenderen er godt fyldt op for det kommende års tid. Derfor er det med både tilfredshed og stolthed at vi kan præsentere dem på Godtfolk i år.
Med vokal, banjo, guitar, mandolin, fløjte, violin, sækkepibe, bas, trommer, tilført maksimal energi kan vi med Harmony Glen garantere en kraftfuldt blæsende musikalsk oplevelse af dimensioner.