EKKO & The Syrian Roots

Vi har gennem alle årene haft tradition for at indlede lørdag aften i Nordby med at præsentere et eksempel på den kommende generation af folkemusikere. Således naturligvis også i år.
EKKO er en forkortelse af Esbjerg Kommunes Kreative Orkester, men er derudover kulturformidlere på vegne af hele vadehavsregionens 4 kommuner, herunder Fanø. Deres opgave er at varetage både kulturelle og musikpædagogiske opgaver i regionen, og de henvender sig til alle aldersgrupper, men ikke mindst til børn og unge. De har nemlig et særligt ønske om at inspirere og pirre kommende generationer, både musikalsk og på anden vis kulturelt.
Orkestret har gennem årene skiftende besætninger af yngre musikere og består netop nu af Mads M. Jacobsen (trommer/percussion), Martin Lau (guitar), Niklas Emborg Gjersøe (el–/kontrabas) og Thilde Fjord Madsen (sang/harmonika). For øjeblikket har de desuden et samarbejde med den herboende syrer Bakri Hemammi ud fra et ønske om at videreformidle de fremmede musikalske traditioner som indvandrere beriger os med.
Musikken bliver hermed en interessant fusion af syrisk og nordisk musik, udført med nutidige arrangementer. Når de unge musikere samtidig er ganske velkvalificerede på deres instrumenter, kan vi love en både fin og frodig musikalsk oplevelse med EKKO & The Syrian Roots.