Bound by Law

Man behøver ikke at gå over dammen efter autentisk klingende amerikansk musik med rødder i traditionerne ”over there”. Med vægten ligeligt fordelt mellem det smukke, det upolerede og det energifyldte leverer Bound by Law en original og personlig musikalsk blanding af country, blues, folk og rock.
Det personlige udtryk karakteriseres ikke mindst af forsanger Mads Wilhjelms dybe vokal, noget i retning af Johnny Cash, men også af Jon Rahbeks energifyldte spil på sin mundharmonika, kompletteret af Jess Rahbeks guitar, banjo og dobro. Ofte tager de desuden en rytmegruppe med sig på landevejen, og på Godtfolk suppleres de således af Martin Rauff på bas og Jakob Høg på trommer.
Bound by Law står ikke for den pæne og sødmefyldte country, men mere de rå og upolerede sider af genren. Det gælder for det musikalske med et lydbillede et sted mellem Johnny Cash, Nick Cave og deres egne landlige jyske rødder, men også for det indholdsmæssige. Deres tekster forholder sig til temaer som blandt andet konflikterne i Mellemøsten, global opvarmning og finanskrisen.
Vi taler altså om et specielt og helt personligt musikalsk produkt som ikke rigtigt ligner noget andet. Nøgleordene for Godtfolk, kvalitet og originalitet, kommer fuldt til udtryk med Bound by Law.